Politikerne for folket

Ifølge valgforsker lektor Rune Stubager fra Aarhus Universitet er de sidste seks måneder før et kommunalvalg langt de mest produktive og gunstige for borgerne. Stubager tør dog ikke udtale sig om den mulige årsag til dette fænomen – men det tør vi. Vi har nemlig spurgt adskillige politikere – inklusive Odenses borgmester, Anker Boye – og de hævder, at det kun kan skyldes en tilfældighed.

– Vi arbejder i hele valgperioden ud fra, hvad der tjener borgerne bedst; selv hvis det skulle koste os en plads i byrådet. At skyde os andet i skoene er helt urimeligt!

Der var dog en enkelt politiker, der mente, at der godt kunne være en sammenhæng mellem ønsket om at blive genvalgt og viljen til at gøre det bedst muligt op til et valg. Hun er nu indlagt til observation, og hendes tilstand betegnes som kritisk.

Skriv et svar