Efter en ulykke med den odenseanske letbane havde fire fynske politikere fundet vej til Himmerigets port, og her ventede de nu spændt på, at rigets administrator, Skt. Peter, skulle dukke op. Forrest i den lille kø stod borgmester Anker Boye og bag ved ham rådmand Per Berga Rasmussen, rådkvinde Susanne Crawley og bagerst det socialdemokratiske folketingsmedlem, der for nylig stemte imod partitoppen, Jan Johansen.
Alle som én var de spændte til bristepunktet: Ville Skt. Peter lukke dem ind, eller var politikere mon lige så upopulære i himmelen som på jorden? Ingen vidste det. De vidste end ikke, om de var ventet, men den tvivl forsvandt dog i samme øjeblik, som porten gik op. Her stod Skt. Peter i egen høje person, og det første, han gjorde, var at pege på Jan Johansen, vinke ham frem i køen og tiltale ham ved navn. Stemmen var mild og accenten umiskendelig fynsk.
– Velkommen til himmelen, Jan. Kom endelig indenfor og tag plads ved langbordet. Så kommer der en engel med en kold Albani til dig.
Derpå kikkede Skt. Peter på Anker Boye og spurgte:
– Hvorfor skulle jeg lukke dig ind?
Dét spørgsmål havde Anker ikke nået at drøfte med sin spindoktor, Michael Bruhn Frederiksen, så han lod blot sin mund løbe med det første det bedste:
– Jeg har omdannet Odense fra en lille provinsby til en storby med letbane.
Det imponerede dog ikke Skt. Peter:
– Den slags ser vi ikke på her.
– Jeg har også omdannet Odense Havn, og jeg har skabt Odins Bro.
– Det ser vi heller ikke på.
– Hvad så med det nye hospital, fortsatte Anker Boye.
– Det tæller heller ikke.
– Jamen, hvad tæller så, spurgte Anker – nu tydeligt nervøs.
– Vi ser på de syv dødssynder, herunder frådseri – og vi har aktindsigt hos TDC.
Det svar fik straks Anker Boyes øjne til at lyne, og mens han drejede om på hælen, kunne man svagt høre lyden af sgu, fanden og helvede og noget, der lød som ”skide journalister”.
Derpå pegede Sct. Peter på Per Berga og gentog spørgsmålet:
– Hvorfor skulle jeg lukke dig ind?
Belært af hvad Berga netop havde overværet, valgte han at nævne sine fejl frem for sine bedrifter:
– Jeg har serveret gammel mad for pensionisterne i Odense.
Det skræmte imidlertid ikke Sct. Peter – tværtimod:
– Det er helt i orden.
– Jeg har også begrænset deres mulighed for at blive vasket.
– Det er også ok.
– Er det så også i orden med robotstøvsugere i stedet for hjemmehjælpere?
– Ja, gå du blot indenfor og følg skiltene, indtil du kommer frem til rød blok. Her ligger det socialistiske paradis, og de søger netop sådan en som dig. Spørg blot efter ham med horn i panden.
Tilbage foran porten stod nu Susanne Crawley og tænkte, så det knagede: ”Jeg må prøve en anden strategi. Ja, jeg spørger Skt. Peter, før han når at spørge mig”. Og som tænkt så gjort:
– Sig mig Skt. Peter, hvordan kan jeg redde min sjæl? Jeg vil gøre alt, hvad du beder om!
– Redde din sjæl, gentog Skt. Peter – synligt forbavset, jamen dén solgte du jo for en rådmandspost!! Hvor mange sjæle tror du, du har?
Derpå vendte Skt. Peter sig hovedrystende og gjorde klar til at lukke porten, men Susanne gav ikke så let op:
– Du afviste Anker, du afviste Berga og nu mig, men Jan Johansen bød du straks indenfor. Hvad er meningen med den forskelsbehandling?
– Det skal jeg gerne sige dig Susanne. Her i himmelen ser vi levebrødspolitikere hver dag, men idealister ser vi næsten aldrig.