Mit liv uden mig

Stof til eftertanke af psykoterapeut Torben Madsen

Hver dag året rundt er der over 100 danskere, der modtager den fatale besked, at deres liv er ved at nå til en afslutning.

Et sådant budskab sætter selvsagt gang i en masse tanker om, hvilken form for afslutning man kan forvente, og spørgsmål som ”Hvor længe har jeg igen?”, ”Vil afslutningen blive smertefuld?”, ”Burde jeg selv gribe ind, mens jeg endnu kan?” og ”Hvad er der på den anden side, hvis noget overhovedet?” blander sig i et væk med følelsen af fornægtelse, ensomhed, bitterhed, vrede, afmagt og for nogen – forløsning.

Senere eller parallelt hermed er det spørgsmål som ”Hvad med min families liv uden mig?” og ”Hvordan skal jeg bruge den sidste tid?”, der trænger sig på. Og netop besvarelsen af disse to spørgsmål kan meget vel blive afgørende for, om man dør levende eller lever døende. Man står billedlig talt med valget mellem at skubbe resten af ”kagen” væk eller at tage et velvalgt sidste bid.

Helt så enkelt er det selvfølgelig ikke altid. Helbredet, psyken, omgivelserne og økonomien kan sætte deres begrænsninger, men for alle gælder det, at de sidste dage skal fyldes ud med et eller andet og hvorfor så ikke fylde dem med oplevelser, der bekræfte livet frem for dets modpol?

Man kunne eksempelvis tage ved lære af den spanske filmproducer Isabel Coixet’s smukke film ”Mit liv uden mig”. I den følger man en mor og hustru, der får sin dødsdom i en alder af blot 23. Den lyder på, at hun har højst to måneder mere at leve i. Hun sætter sig resolut ned og skriver en liste over det, hun vil nå før sin død – blandt andet at finde en ny hustru til sin mand samt bånde fødselsdagshilsner til sine børn, så de kan få en hilsen hver eneste fødselsdag, indtil de bliver 18 år. Endvidere vil hun opleve en familiepicnic ved stranden – ryge og drikke, som hun lyster – sige præcis, hvad hun tænker – nyde en sidste forelskelse – forlige sig med sin far – fortælle sine døtre igen og igen, at hun elsker dem – samt prøve en ny frisure og kunstige negle.

Derpå følger hun sin ”plan” punkt for punkt, og hvad der ellers kunne være blevet dødens triumf, ender med at blive livets triumf. Man fristes næsten til at sige, at hun døde med et veltilfreds smil på læberne.

Og jeg fristes til at spørge: ”Hvorfor vente med at lave – eller følge – listen, indtil det måske er for sent?”.

Skriv et svar