Stof til eftertanke af psykoterapeut Torben Madsen

Den 5. december 2013 mistede verden den mest respekterede statsleder i vor tid, Nelson Rolihlahla Mandela.

Han kom ellers til verden i et land, hvor der var alt andet end tradition for at respektere mennesker – med hans hudfarve.

Alligevel lykkedes det Mandela at vinde ikke blot sit hjemlands men hele verdens respekt. Mandela viste nemlig verden, at det var muligt at skabe forsoning selv i et land, der havde gennemlevet årtier med apartheid. Og han gjorde det ved eksemplets magt: Mandela tilgav de mennesker, der havde berøvet ham det dyrebareste af alt: friheden. I Mandelas tilfælde drejede det sig om hele 27 år uden frihed.

Mandela gjorde det dog ikke uden bagtanke. Han ønskede at frigøre sig selv for bitterhed og vrede, og han ønskede at se frem – ikke tilbage.

Det samme gjorde de mange, der senere undskyldte foran den såkaldte ”Sandheds- og Forsoningskommission” – og det samme bør vi andre gøre. Tilgivelse kan skabe mere fred i verden og blandt os som enkeltindivider end alverdens fredsbevarende styrker, fredsmæglere og terapeuter nogensinde formår.

Spørgsmålene burde derfor alene være: ”Hvornår skal vi tilgive – eller undskylde?” og ”Hvem skal tage initiativet?”.

Med hensyn til det sidste spørgsmål har netop Mandelas politiske forbillede, Mahatma Gandhi, et ganske godt bud herpå: Tilgivelse er den stærkes kendetegn.

– Mon ikke det samme gælder med hensyn til at undskylde.