Sommertid er som bekendt også tid for rygtedannelser. Avis-Anden har set nærmere på de fem mest troværdige rygter:
Dronning Margrethe og Prins Henrik går fra hinanden
Efter 47 års ægteskab har regentparret valgt at gå hver til sit. Ifølge hofmarskallen sker det i fuld enighed, og som årsag angiver parterne, at de er vokset fra hinanden.
Der er tillige enighed om delingen af børn og kongehusets faste ejendom. Dronningen beholder børnene og de danske besiddelser, og Prinsen får samkvemsret og vinslottet Chäteau de Caix.
Pia Kjærsgaard konverterer til islam
Efter mange års kamp mod muslimer i Danmark har Pia Kjærsgaard besluttet at konvertere til islam. Det uventede valg skyldes en erkendelse af, at kampen umuligt kan vindes – i hendes livstid. Fremover vil strategien derfor være “if you can’t beat ’em, join ’em”.
Manu Sareen stedfortræder for Pave Frans
Den tidligere ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen skal skilles efter 18 år med hustruen Anya. Avis-Anden erfarer, at det skyldes et ønske om at blive stedfortræder for Pave Frans.
Med erfaring som både minister, statsrevisor og inder anses Manu Sareen som næsten selvskreven til dette job. Især efter pavens tiltrædelseserklæring om, at han også går ind for ligestilling – blandt kvinder.
Helle Thorning-Schmidt ny kommissionsformand
Ifølge jobindex.com er der snart tre ledige – og vellønnede – topjobs i EU. Ét af dem er som formand for EU-kommissionen, og det job forventes at gå til den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt. Et andet er jobbet som rådspræsident for EU, og det forventes også at gå til Helle Thorning-Schmidt. Det tredje og sidste topjob er posten som udenrigschef for EU, og det forventes at gå til den danske statsminister.
Lars Løkke Rasmussen indstillet til kønsskifteoperation
I erkendelse af at Lars Løkke Rasmussens store tøjforbrug skyldes et medfødt kvindeligt gen, har hovedpersonen nu ladet sig indstille til en kønsskifteoperation. Operationen forventes at finde sted i løbet af sommeren, og som nyt navn er valgt ”Lærke”.
Med operationen håber fru Lærke Rasmussen, at omverdenen fremover vil komplimentere – ikke bebrejde – hende for sit altid velklædte look.