Stof til eftertanke:
En af Vestergades faste ”beboere” betaler ingen husleje. Ikke fordi han ikke vil, men hans ”bolig” består kun af en bænk, og den er til fri afbenyttelse. Hans navn er Bent Andersen, og synet af ham minder mig til stadighed om filmen ”Sliding Doors”. I denne film viser instruktør og skuespiller Peter Howitt, hvordan en kvindes liv ændres drastisk alt afhængig af, om hun når et tog. Kvinden har netop mistet sit job og er derfor på vej hjem, før hendes mand forventer det. I filmens ene forløb når hun lige akkurat toget, finder manden i seng med sin x-veninde og forlader ham. I det andet forløb, hvor toget netop er kørt, når kæresten at fjerne sporene fra sin affære, og forholdet fortsætter.
Kvindens umiddelbare skæbne bliver således afgjort på mindre end et sekund – og det blev Bent Andersens skæbne måske også. Ja, mange menneskers skæbne. Tag for eksempel to sælgere, A og B, der begge er på vej hjem efter en lang dags arbejde. Begge ønsker at komme hurtigt hjem til familien, og begge træder alt for hårdt på speederen. A bliver blitzet af færdselspolitiets vogn, B passerer et sekund efter, at kontrolvognen er kørt. A mister sit kørekort – og dermed sit job som sælger. Han forsøger forgæves at få et andet job og tvinges snart til at sælge huset. Det bebrejder konen ham, og efter adskillige skænderier herom går ægteskabet i opløsning. A bliver hjemløs og søger trøst i flasken. B fortsætter derimod sit liv, som om intet var hændt. Men en dag befinder A og B sig i samme gågade. A sidder som Bent Andersen og tigger penge til den næste øl. B går med fyldte indkøbsposer i den ene hånd og fruen i den anden. De ser hinanden, om end B forsøger at se væk. A tænker: ”Dit heldige asen; du burde da kunne undvære en skilling!”. B tænker: ”Tiggeri burde virkelig forbydes. Der er jo arbejde til alle, der vil!”.
I modsætning til filmens plot viser eksemplet ganske vist to personer og deres mulige skæbner. Dermed er det nemlig muligt at stille det spændende spørgsmål, om B måske ville have udvist ydmyghed frem for hovmod, såfremt han havde vidst, hvor tæt han selv havde været på at ende i A’s sko? Og hvis ja, burde vi så ikke alle som én møde disse triste skæbner med ydmyghed frem for foragt. Det ku’ måske have været os selv!
