Til stor overraskelse for de gående i Vestergade er skulpturen Oceania pludselig forsvundet. På samme sted står nu H.C. Andersens-skulpturen fra H.C. Andersen-Haven. Ændringen er tilsyneladende sket uden indblanding fra kommunens side og formentlig i løbet af natten til søndag.
Avis-Anden har derfor forhørt sig hos hovedpersonen selv – i det hinsides:
– Som statue nød jeg først udsigten over Kongens Have, så Gråbrødre Plads og de sidste 65 år har jeg beundret min egen have, Eventyrhaven. Jeg følte derfor, at det var på tide at drage videre – og hvorfor ikke til Flakhaven? Det var jo her, byens borgere i 1867 udnævnte mig til æresborger.
Med denne placering kan jeg ikke blot betragte den megen leben, der er blevet denne plads til del. Jeg kan også holde øje med d’ herrer byrådsmedlemmer, der kommer og går. Fra Eventyrhaven kunne jeg blot høre dem, når de kævlede løs i byrådssalen. Det var ofte lige så eventyrligt som mine bedste digte.
Jo, jeg hører til her på byens fornemste plads, og hvad angår Oceania, har jeg flyttet hende til sit rette element, havet. Her ligger hun nu side om side med begyndelsen til en skulptur, der ikke duede. Den var ellers skabt til at samle børn om mine eventyr, men skaberen var desværre blot smed – ikke kunstner.

